Det kan godt være, at Chelsea-spilleren Ramires så ud til at slippe let, da han i weekenden stangede armen ud og ramte Sunderlands svensker Sebastian Larsson i hovedet uden at få et kort. Men torsdag blev det slået fast, at Premier League-sæsonen er færdig for brasilianeren.

Det engelske fodboldforbund, FA, har således valgt at tildele Ramires fire dages karantæne for forseelsen, som dommer Mike Dean ikke noterede undervejs i kampen. De tre spilledages karantæne er givet for slaget mod Larsson, mens den sidste er givet som konsekvens af, at Ramires havde en betinget dom fra sin udvisning mod Aston Villa tidligere på sæsonen.

Dermed går Ramires glip af de resterende tre kampe i denne sæson samt den første kamp i næste sæson. 

Kampen mod Sunderland var i øvrigt det første ud af 77 opgør, som José Mourinho tabte på hjemmebane med Chelsea, og nu må portugiseren altså sande, at afgørelsen om guldet i Premier League bliver uden profilen Ramires.

Der er på nuværende tidspunkt en forskel på fem point mellem Chelsea på tredjepladsen og Liverpool på førstepladsen, og Chelsea møder i sæsonens sidste tre kampe netop Liverpool samt de to bundhold Norwich og Cardiff.