Sam Allardyce blev tirsdag fyret som engelsk landstræner efter afsløringer i avisen The Telegraph. Men flere hoveder kan rulle i engelsk fodbold.

Allardyce blev fanget på skjult kamera, hvor han overfor avisens journalister, der udgav sig som repræsentanter for et asiatisk firma, forklarede, hvordan man kunne omgå de engelske transferregler. Og den går altså ikke som landstræner, besluttede det engeslke fodboldforbund sent tirsdag aften.

Men det er ikke kun Allardyce, der står for skud.

Avisen er onsdag klar med nye afsløringer om korruption i engelsk fodbold. Her skriver avisen, at otte tidligere og nuværende Premier League-managere samt to managere fra The Championship har accepteret at modtage betalinger under bordet i forbindelse med spillerhandler.

Oplysningerne er kommet frem, efter avisens journalister har været 'undercover' og udgivet sig som repræsentanter for et asiatisk firma med interesse i at investere i spillere. Her har de mødtes med tre agenter, Pino Pagliara, Dax Price og  Scott McGarvey, som alle fortalte historier om korruption og misbrug i engelsk fodbold. Og som angav de otte navne på Premier League-managere. Men avisen har indtil videre valgt ikke at oplyse disse navne.



Her er et par udvalgte anklager fra avisen:

  • I forbindelse med spillerhandler ville en manager, der tidligere har trænet et højt profileret hold, normalt have lidt under bordet for at købe spilleren. Pagliara ville få udleveret nummeret på en schweizisk bankkonto og overføre det aftalte beløb til manageren. Manageren bliver desuden beskyldt for at fixe en kamp, hvilket hans repræsentanter pure afviser overfor avisen.
  • En manager har krævet bestikkelse af sine spillere for at hjælpe med en lønstigning. Tre spillere ville hver måned troppe op med lidt under 40.000 kroner hver til manageren. Efter det gav han en lønstigning til de enkelte spillere, så de steg fra 100.000 kroner til 120.000 kroner om ugen. Af de penge krævede manageren så 40.000 kroner hver måned af den løn. Også denne manager afviser alle beskyldninger.
  • Pagliara nævner også en manager, som efter at have modtaget bestikkelse ikke længere ønsker at være en del af det. »Han har fået så mange (sorte, red.) penge, at han pludselig er hvidere end farven hvid. I ved godt, at han er en 'wheeler and dealer' (en svindler, red.), ikke? Han spiller for 200.000 kroner om dagen, han har brug for pengene. Hvis han tjener 30-40 millioner kroner, vil han stadig kræve 50.000 i kontanter.« Også denne manager afviser anklagerne.
  • En enkelt træner, der har stået i spidsen for flere britiske klubber, blev angiveligt fyret efter at have blevet fanget med fingerne i kagedåsen.
  • ​Også en 'prominent' assistentræner i en Premier League-klub er i vælten og vil blive navngivet senere på ugen, skriver avisen, der fangede ham på kamera, mens han modtog i underkanten af 50.000 kroner under bordet fra avisens journalister.

Avisen skriver, at der i de kommende dage vil komme nye afsløringer, så noget kan tyde på, at det ikke er det sidste, vi har set til fortællingerne om korruption i engelsk fodbold.