De negative overskrifter har i 2017 klistret sig til Arsenals chilenske stjerne Alexis Sánchez som kold, klistret spaghetti.

Seneste i rækken af episoder, hvor Alexis Sánchez har formået at gøre sig mindre heldig bemærket, fandt sted lørdag aften efter Chiles 0-1 nederlag til Argentina.

Her blev den chilenske spirrevip stoppet af politiet for at have trådt speederen på sin bil lidt for hårdt i bund - 155 kilometer i timen nåede Alexis Sánchez op på i et område, hvor hastighedesgrænsen hed 120. Det skriver TV 2 Norge.

Fartovertrædelsen kostede Alexis Sánchez kørekortet og ikke nok med det, så kan han ifølge La Tercera se frem til en tur i retten i hjemlandet den 12. april - en dato, der falder to dage efter Arsenals udekamp mod Crystal Palace, og fem dage før deres kamp mod Middlesbrough.

Dermed er der skrevet endnu et kapital i bogen om Alexis Sánchez' ekspader i denne sæson. Og dem har der været en del af.

Efter Chiles nederlag til Argentina stormede Alexis Sánchez ud i omklædningsrummet i ren frustration uden at takke fansene for deres opbakning.

Den opførsel skulle have ført til utilfredshed blandt flere af hans landsholdskammerat.

Også hjemme i Arsenal har Sánchez i flere tilfælde gjort sig upopulær hos holdkammerater og fans, blandt andet efter han under Bayern Münchens ydmygelse af Arsenal blev filmet siddende smilende på bænken.