Landstræner Nils Nielsen var en skuffet herre efter kampen mod Holland torsdag aften i Rotterdam.

En rædderlig første halvleg, hvor Danmark kunne havde en målchance efter en hollandsk gave betød, at der skulle samles op på noget i pausen. Spillerne havde ikke modet til at spille sig frem i banen, og man manglede nogle løb længst fremme, forklarede Nils Nielsen efter kampen.

»Vi var lidt mere klare i spyttet i pausen og forklarede nogle spillere, at de måtte løbe dybt, så vi kunne true den bagkæde. Det lykkedes egentligt fint, og vi spiller os frem til rigeligt med målchancer,« sagde landstræneren, der så ærgrer sig over det mangelende mål.

»At vi så ikke scorer på nogen af dem på det her niveau, så har vi heller ikke fortjent point, kan man sige. Men jeg synes egentligt, at jeg er stolt af indsatsen i anden halvleg på en eller anden måde. Jeg kan bare ikke bruge det til en skid, for så skulle vi have haft et point ud af det.«

Frem mod opgøret mod Holland havde Nils Nielsen en svær nød at knække. Janni Arnth blev skadet og måtte vinke farvel til EM-turneringen, mens Simone Boye var tvivlsom frem mod kampen. Sidstnævnte spillede, mens Mie Leth Jans overtog pladsen i det centrale forsvar.

Landstræneren roser Mie Leth Jans for en fin og stabil kamp, men så var der til gengæld også dårlige nyheder om netop Jans.

»Desværre ser det ud til, vi skal skifte igen, så må vi se, om jeg kan lokke nogen til at spille den plads, det er der, de ryger. Hun (Jans, red.) vrikkede om til sidst i kampen. Jeg kan ikke sige, hvor slemt det er, men det kan se ud som om, vi skal have en tredje stopper på banen til næste kamp,« fortalte landstræneren.

Midtbanespilleren Maja Kildemoes var som sin træner skuffet over nederlaget efter en anden halvleg, hvor man i bund og grund havde krammet på hollænderne.

»Vi bliver lidt mere dominerende i forhold til første halvleg. Der var vi godt presset. Det er noget pis. Det er virkelig en træls følelse, for jeg synes egentligt, vi har chancerne, og vi spiller dem næsten ud af banen i anden halvleg. Vi har så mange chancer, og at vi bare ikke lige får den prikket i mål, det er så ærgerligt,« fortalte Maja Kildemoes.

Klidemoes har fået cirka den sidste halve time i begge Danmarks puljekampe, hvor hun fint er gået ind og har ryddet op som defensiv midtbane. Desværre for hende og resten af holdet har hun samtidigt indkasseret to advarsler, så hun ikke kommer til at være med i skæbnekampe mod Norge.

»Det er virkelig træls og virkelig noget lort. Det ville have været en sjov kamp at spille, Men jeg må gøre mit og heppe oppe fra der, hvor jeg nu end sidder,« lød det fra Kildemoes.

Danmark spiller den sidste puljekamp mod Norge på torsdag klokken 20.45 i Deventer.