Der er foreslået en række ændringer af fodboldreglerne, som skal tages i brug ved sommerens EM-slutrunde.

En række nye fodboldregler er på vej og vil, hvis forslagene bliver godkendt i marts, blive taget i brug ved sommeren EM i Frankrig. Det skriver Politiken.

Det skal blandt andet fremover være muligt for dommere at udvise spillere, før kampen er begyndt. Dommeren skal kunne udvise spillere fra det tidspunkt, kampbanen er blevet inspiceret.

Det oplyser International Football Association Board (Ifab), som er det Fifa-organ, der beslutter reglerne i fodbold.

Den tidligere engelske fodbolddommer David Elleray har forfattet den nyeste udgave af regelsættet, som skal implementeres ved EM, og han er tilfreds.

- Vi har formuleret det i et meget mere klart sprog, forklarer Elleray ifølge Politiken til nyhedsbureauet AP.

Den endelige godkendelse af den opdaterede version af reglerne vil blive foretaget på Ifabs næste møde i marts.

Ud over muligheden for at udvise en spiller før kampen, er ifølge Politiken her de væsentligste regelændringer:

* Ved kickoff foreskriver de nuværende regler, at bolden skal spilles fremad. Det skal den fra og med EM ikke længere. Det bliver tilladt at spille bolden bagud ved kickoff.

* Båren vil komme mindre i brug. Fremover må en spiller, der har brug for behandling som følge af en forseelse, der har udløst gult eller rødt kort, få behandling inde på grønsværen.

* Fremover kan en spiller, der har været ude for at skifte støvle eller strømpe komme tilbage på banen, uden at hoveddommeren giver ham lov. Det nye gear skal blot tjekkes og godkendes af en af assistenterne, inden spilleren kan komme tilbage.

* Hvis en ikke indskiftet reservespiller, en official eller en anden ikke-spillende part løber ind på banen og forhindrer en åben målchance, erstattes indirekte frispark og dommerkast med direkte frispark eller straffespark.

* Hvis et hold får udvist en spiller under en straffesparkskonkurrence, så skal det andet hold fjerne en spiller fra deres liste af skytter, såfremt samtlige spillere har sparket i straffesparkskonkurrencen. Begge hold skal i fremtiden have det samme antal skytter.

* En tvetydig regel omkring, hvor det obligatoriske frispark skal tages efter en offsidedom, er fjernet. Frisparket skal tages der, hvor spilleren var i offsideposition.

/ritzau/

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook