En endnu unavngiven dansk milliardær er i tætte forhandlinger om at overtage en af  verdens ældste fodboldklub Notts County.

Historien ramte første gang medierne tidligere på ugen, hvor det kom frem, at den nuværende ejer Ray Trew havde sat forhandlingerne med den lokale forretningsmand Alan Hardy i bero på grund af en ny bejler. En hemmelig dansk milliardær havde nemlig meldt sin interesse i at overtage klubben.

Oplysningerne har hidtil været sparsomme, men nu fortæller Hardy, der har meldt sig selv klar til at træde til side i kapløbet om klubben, nogle detaljer om danskeren.

»Hr. Trew forhandler med en dansk milliardær, der vil investere millioner, udvikle en vinderkultur og engagere sig med fansene,« skriver Hardy på Twitter omkring den hemmelige dansker.

Notts County befinder sig i øjeblikket i rent kaos. Sportsligt står det grelt til i den fjerdebedste engelske række League Two, mens der også på de indre linjer hersker kaos. Så sent som torsdag sagde direktøren Julian Winther op, selvom han påpegede, at uroen i klubben intet havde at gøre med hans opsigelse.

»Der har været mange ændringer i klubben de seneste uger, og jeg vil gerne understrege, at min opsigelse ikke sker i lyset af de ændringer. Jeg kom her med en plan om, hvordan jeg skulle bringe klubben fremad, og det er med stor ærgelse, at jeg ikke har været i stand til at udføre det vigtige arbejde,« udtalte han i en pressemeddelelse.

Den lokale avis Nottingham Post har tidligere beskrevet, at købsprisen for Notts County vurderes til at befinde sig et sted mellem 80 og 100 millioner danske kroner.

Den danske milliardær er dog ikke den eneste bejler. Angiveligt skulle der være seks andre interesserede parter.