Mandag offentliggjorde Alka Superliga-klubben Randers FC, at den tidligere FC Nordsjælland-træner Ólafur Kristjánsson afløser Colin Todd på cheftrænerposten i klubben fra næste sæson.

Todd meddelte for nylig, at han stopper i klubben, som har haft et turbulent forår på grund af den interne ballade i forbindelse med, at Jonas Borring forlod klubben, da holdkammeraten Christian Keller fandt sammen med Borrings separerede kone.

Under sagen gjorde Colin Todd det klart, at han ikke ville bruge den nu forhenværende anfører Keller på holdet længere, og det førte til fortsat uro og mange spørgsmål.

Men Kellers rolle i Randers fremover er fortsat et åbent spørgsmål. Eksanførerens plads har nemlig ikke været et tema i træneransættelsen.

Ole Nielsen, sportsdirektør i Randers FC.
Ole Nielsen, sportsdirektør i Randers FC. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Har Christian Kellers rolle været et tema i ansættelsen af Ólafur Kristjánsson?

»Vi har lagt vægt på at få en træner ind, som kunne slå en streg i sandet, og vi skal videre til den nye sæson, og det glæder vi os rigtig meget til. Der har været meget turbulens, og det er også noget af det, vi glæder os til at få ro på,« siger sportschef Ole Nielsen:

»Der er i hvert fald ikke ret mange klubber, der har så turbulent en sæson med så meget omkring både salg og den her Keller-Borring-sag. Det har fyldt meget for os, og derfor glæder vi os også rigtig meget til, at vi får lukket denne her sæson ned, og så skal vi videre.«

Vil det sige, at Christian Keller er på lige fod med resten af truppen, når den nye træner skal vælge, hvem der skal spille på holdet fremover?

»De snakke har vi slet ikke taget endnu. Det har slet ikke været et tema. Christian Keller har ikke fyldt noget under de samtaler, vi har haft indtil videre. Det har mere været på de fodboldfaglige områder, og hvordan og hvorledes vi så på Randers FC. Så det har vi ikke taget stilling til endnu.«

Så skal Ólafur bare selv ind og se, hvilke spillere han vil sætte på holdet, når han skal forme det?

»Ja, det skal han,« lyder det fra Ole Nielsen.

Jonas Borring skal i den kommende sæson spille for Brøndby.

/ritzau/