Ole Nielsens skifte fra Viborg til Randers viser, at en ny tendens er i gang på ledelsesgangene i toppen af dansk fodbold.

Husker du Lynge Jakobsen? Ja, selvfølgelig gør du det. Den karismatiske nordjyde med de lune citater er ikke én, der bare går i glemmebogen.

Lynge Jakobsen var sportsdirektør i AaB i 17 år. Gennem næsten to årtier tegnede han det nordjyske fodboldflagskib udadtil, købte og solgte spillere, hyrede trænere og fiksede kontraktforlængelser. Inden da spillede han selv for klubben, som han fra barnsben har været medlem af.

Jakobsen, der stoppede for to et halvt år siden, er indbegrebet af sportsdirektørrollen, som den gennem mange år har set ud i de fleste klubber i den danske Superliga. Her har klart de fleste klubber haft ’klubfolk’ ansat på den vigtige post. Tænk bare tilbage på tidens sportslige ledere i alt fra FC Midtjylland over Brøndby, AGF og FC København. Eksemplerne står i kø.

Men et skred er i gang. Vi ser flere og flere sportslige ledere rejse fra klub til klub uden nævneværdige historiske bånd til de adresser, de ansættes på. Præcis som det sker i det øvrige erhvervsliv og på trænerfronten.

I dag har OB, Brøndby, FC Nordsjælland og AGF alle sportschefer uden historisk tilknytning til klubberne. Men personificeringen af denne tendens er fra i morgen at finde i Randers FC. Her tiltræder Ole Nielsen i sit tredje job som Superliga-sportschef, når han kører de godt 40 kilometer fra sin nu tidligere arbejdsplads i Viborg til den kronjyske hovedby.

»Nu skal jeg i gang med min tredje superliga-klub. Det er en smule atypisk, men der er mange, der har skiftet fra én superliga-klub til en anden. Bare tænk på Jesper Hansen i OB, Troels Bech i Brøndby og Carsten V. Jensen i FC Nordsjælland,« konstaterer Ole Nielsen, der inden opholdet i Viborg FF gennem fire år var sportschef i Sønderjyske.

Her havde Nielsen stor succes, og det samme har han haft igennem halvandet år i Viborg. Det har fået Randers helt frem i skoene, og kort før jul blev han så headhuntet til øjeblikkets nummer seks i Superligaen.

Skiftet kom i den grad bag på hans chef i Viborg, direktør Morten Jensen.

»Det havde vi godt nok ikke regnet med. Det var en stor overraskelse for mig,« som Morten Jensen formulerede det til BT forleden.

Nielsen fik sit nye job på sine præstationer – ikke på tilhørsforhold. Andre steder er det normal praksis, mens det i mindre grad er tilfældet inden for fodbolden.

Men det ændrer sig netop nu, mener Ole Nielsen.

»Det begynder at ske. Der er flere skifter på den position end tidligere, hvor eksempelvis en Lynge Jakobsen var i AaB i 17 år,« siger han.

»Jeg tror, det bliver en tendens og noget, vi kommer til at se mere af. Lidt som trænerne, der er i en klub i en periode og skal være med til at gøre et job,« fortsætter Nielsen.

De danske klubber tager dermed endnu et skridt mod tilstandene i det øvrige samfund, hvor ordet ’klubfølelse’ af naturlige årsager er et fremmedord. Men fodboldens verden er speciel. Kontinuitet er et nøgleord, og derfor vil der være grænser for sportschefernes ’nomadetilværelser’, mener Ole Nielsen.

»Fodbolden har måske været lidt bagud på det her punkt i forhold til det øvrige erhvervsliv. Men omvendt er kontinuitet også en vigtig ting. Jeg tror ikke, det er sundt, at der bare bliver skiftet. Jeg tror, det er sundt at sportschefer er der i en længere periode, så de kan sætte et præg.«

Fem af klubberne i Superligaen har i dag sportslige ledere uden historiske bånd til deres arbejdsgivere, mens det i seks af klubberne er tidligere spillere, der står ved roret.