Grundet de flere kampe i Superligaen har DBU valgt at pokalsemifinalerne afgøres over en enkelt kamp fremover.

Tidligere har en plads i finalen i DBU Pokalen krævet en samlet sejr over to semifinalekampe, men det er slut nu. I denne sæson og fremover vil semifinalerne blive afgjort på en enkelt kamp ligesom de resterende kampe i pokalturneringen.

»Det blev lavet om i forbindelse med den nye Superliga-struktur. For at gøre plads til at der skal spilles 38 runder i Superligaen, har man fjernet den ene kamp i semifinalen, siger turneringschef i DBU, Henrik Andersen,« til Bold.dk.

FC København vandt DBU Pokalen i forrige sæson med finalesejr over AGF.
FC København vandt DBU Pokalen i forrige sæson med finalesejr over AGF. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Ifølge Henrik Andersen var det Divisionsforeningen, som foreslog ændringen for at gøre kampkalenderen mindre presset. Hjemmebanefordelen i semifinalerne vil blive bestemt efter reglerne, som også gør sig gældende i de tidligere runder af DBU Pokalen.

Hvis holdene spiller i forskellige rækker, får lavest rangerede mandskab hjemmebane. Optræder holdene i samme række, trækkes der lod om hjemmebanefordelen.

FC København er regerende pokalmester efter finalesejr over AGF i sidste sæsons finale.

/ritzau/