Der er ikke så meget at rafle om for Manchester City. Aftenens kamp mod FC Bayern skal give tre point, for ellers er det for tredje gang i fire forsøg et alt andet end pænt farvel til Champions Leagues gruppespil.

Hvis ikke englænderne vinder over tyskerne, og der samtidig i gruppens anden kamp findes en vinder mellem CSKA Moskva og Roma, så er mesterholdsturneringen game over for de lyseblå.

I givet fald endnu et skelet til det europæiske skab, som nyrige Manchester City skæver nervøst mod.

Læs også:

Klubbens arabiske rigmænd, der har forvandlet City fra at være Manchesters fodboldmæssige lillebror til storebror, har med rigelige mængder petrodollars gearet klubbens lønbudget til verdens største. Det har givet afkast i engelske mesterskaber, men sat på spidsen handler de seneste 10 års rigmandsindmarch i fodboldens største klubber mere om PR og velhaverlegetøj end reelle investeringer, og i det kapløb tæller Champions League-trofæet for langt mere end guldet i Premier League.

Chelseas russiske ejer, Roman Abramovich, fyrede trænere, alene fordi det eftertragtede trofæ udeblev, og den trend har investeringsfonden bag City ført videre. Svigtende europæiske resultater kostede den noble italiener Roberto Mancini jobbet, og det kan meget vel blive en tilsvarende møllesten om den nuværende træner Manuel Pellegrinis hals især med tanke på, at hans lyseblå tropper er sat med otte point af Chelsea i Premier League.

Læs også:

FC Bayern kommer til Etihad Stadium som vinder af gruppen og sikker på avancement. I tilsvarende situationer er der set flere tilfælde med hold, der har valgt at spare rutinerede kræfter, som da Manchester United i tiden med Alex Ferguson sendte et ungdomshold på banen i en kamp på Cypern.

Manuel Pellegrini forventer ingen vennetjenester fra FC Bayern.

- FC Bayern tager aldrig let på en opgave. De kommer hertil for at vinde, og sådan er det med alle store hold. Det er en kamp ad gangen med fokus på at vinde, så jeg forventer et stærkt tysk hold fra start, siger han.

FC Bayern varmede op til udekampen med en let 4-0-sejr over Hoffenheim i Bundesligaen, hvorimod Manchester City med hiv og sving klarede 2-1 mod Swansea og tilmed må gå ind til opgaven uden karantæneramte Yaya Toure.

- Vi er nødt til at være aggressive fra start med højt pres for at vinde boldene og slå deres spil i stykker. Der er en chance for at gå videre, og den skal vi tro på, siger chileneren.

Et tidligt og skuffende exit vil ikke kun være et imagemæssigt dybt sår her og nu, men også få langsigtede konsekvenser for fremtidig europæisk deltagelse. UEFA ventes at ændre på reglerne for seedning til gruppespillets lodtrækning, således at den forsvarende vinder af turneringen sammen med mestrene af Europas syv største ligaer bliver top-seedede.

Havde det været tilfældet frem mod sæsonens udgave af Champions League ville Manchester City eksempelvis havde undgået FC Bayern, da englænderne så var seedet i lag et, men med farvel allerede her i gruppespillet så venter der et helt anderledes scenarie. Hvis City som ventet ikke bliver engelske mestre, så vil de fremadrettet seedes i Champions Leagues lag tre og dermed få en endnu vanskeligere lodtrækning, end de bøvler med netop nu.