Liverpool indkasserede et mål i de døende minutter og fik blot ét point ude mod Watford i Premier League.

London. Liverpool var foran fire minutter inde i overtiden, men lukkede et mål ind og måtte acceptere 3-3 ude mod Watford.

Dermed fik Liverpool et enkelt point ud af klubbens indledning på den nye sæson i Premier League, mens klubben befinder sig i et transferslag uden for grønsværen.

Her er FC Barcelona ude efter Liverpools stjernespiller Philippe Coutinho, men Barcelona har fået sine transferbud afvist indtil nu.

Brasilianeren var dog ikke med mod Watford, da han sad ude med en skade.

I stedet var nyerhvervelsen Mohamed Salah med hos gæsterne, mens den nye manager Marco Silva sendte sit første Watford-mandskab på banen til en ligakamp.

Salah er kommet til fra AS Roma for et stort beløb denne sommer, og egypteren viste enkelte prøver på sit talent i første halvleg.

Han strålede dog først for alvor efter pausen ved at sikre et straffespark og score et mål.

Forinden skulle Watford blot bruge otte minutter på at komme foran 1-0.

Efter et hjørnespark fra hjemmeholdet dækkede Liverpools defensiv slet ikke op, og Stefano Okaka kunne ugeneret heade bolden i mål bag Liverpool-keeper Simon Mignolet.

Efter 29 minutter slog gæsterne til.

Sadio Mane satte et angreb i gang, og Emre Can fandt med en fiks aflevering Mane, der inde i feltet drejede bolden i mål til 1-1.

Det holdt dog ikke længe.

Blot tre minutter senere kombinerede Watford sig igennem et stillestående Liverpool-forsvar, og Abdoulaye Doucoure satte sidste fod på bolden, der strøg i mål til 2-1-føring til hjemmeholdet.

Liverpool kom op i gear i anden halvleg, og inden for få minutter vendte holdet opgøret.

Først tiltvang Salah et straffespark efter 55 minutter, da Watford-keeper Heurelho Gomes nedlagde ham i feltet. Roberto Firmino udlignede efterfølgende til 2-2.

To minutter senere var Salah igen i fokus. Firmino løftede bolden over Gomes med kurs mod en scoring, men hurtige Salah stødte med frem og sparkede Liverpool foran 3-2.

Salah fik en chance med et kvarter igen, men han sparkede i sidenettet.

Tilbage var kun at køre sejren hjem, men i overtiden tillod gæsternes defensiv, at Miguel Angel Britos Cabrera udlignede til slutresultatet nærmest på målstregen.

/ritzau/