SønderjyskE har skrevet kontrakt med den 33-årig kroat Marin Skender.

SønderjyskE havde et stort mål for januars transfervindue: At finde en ny målmand. Og nu er missionen lykkedes for Superliga-klubben.

Siden årsskiftet har Haderslev-klubben haft den tidligere Manchester City-målmand Gunnar Nielsen samt den kroatiske veteran Marin Skender til prøvetræning, og sidstnævnte har gjort så stort et indtryk, at SønderjyskE har givet ham en kontrakt for resten af sæsonen.

- Marin Skender har leveret en god trænings uge hos os. Han har spillet mange kampe på højeste niveau, og vi får derfor også en målmand med stor erfaring og rutine. Netop erfaringen er blevet vægtet højt i forhold til det forår, som jeg forventer, bliver tæt og brutalt. Marin Skender er en god målmand, som er utrolig reaktionsstærk, og vi glæder os til at få ham i aktion i den lyseblå trøje, siger sportschef Ole Nielsen i en pressemeddelelse.

33-årige Marin Skender har tidligere tørnet ud for Olimpija Osijek, Vukovar ´91, NK Osijek, NK Zagreb, Dinamo Zagreb og FC Dila Gori.

tipsbladet.dk