Antonio Conte vil bruge landskampspausen til at tage på stranden. Han har brug for et hvil, siger han.

Det er under to måneder siden, at italieneren Antonio Conte havde første arbejdsdag som ny manager i den engelske storklub Chelsea, og det er 12 dage siden, at han første gang stod i spidsen for holdet i en betydende kamp.

Efter lørdagens kamp mod Burnley, der er sæsonens tredje ligakamp og fjerde Chelsea-kamp i alt, tager Conte på ferie. Han er udkørt og har brug for en tur på stranden, siger han.

»Jeg tænker på at tage tilbage til Italien. De seneste tre måneder har jeg arbejdet hver dag. Det er meget hårdt.«

»Mit hoved har været fuldt af fodbold de seneste måneder, da jeg gik direkte fra at være italiensk landstræner ved EM til at starte i Chelsea,« siger Antonio Conte.

2. juli røg Italien ud af EM efter at have tabt på straffespark til Tyskland. 13. juli havde Conte første træningsdag med sine spillere i Chelsea.

»Hvis jeg får lov til at hvile i fire dage, så er det godt for mig, det er godt for holdet, og det er godt for klubben. Jeg fortjener et hvil.«

»Jeg vil være hos min familie i Italien, jeg vil tage tage på stranden i et par dage for at hvile og koble hjernen fra,« siger Conte.

Italienerens miniferie foregår, mens der er 15 dage mellem Chelseas kampe på grund af den forestående landskampspause.

Contes tre første kampe i spidsen for Chelsea er alle endt med fuld gevinst. I ligaen har holdet slået West Ham og Watford, mens Bristol Rovers blev slået i Liga Cuppen.

/ritzau/AFP