Bt.dk bragte mandag en video, der viser to Brøndby-fans blive eskorteret ud af Parken. Nu fortæller de to, at vagterne fulgte dem langt væk fra Parken, inden de fik lov at gå.

Det var Steven Reimer og hans ven, der søndag var taget i Parken for at se Brøndby spille mod FC København. Men da det ikke var lykkedes for dem at sikre sig billetter til Brøndby-afsnittet, havde de købt to billetter til A-tribunen i Parken.

Det skulle dog vise sig at være spild af tid, fordi som videoen viser, blev de smidt ud af Parken allerede under spillernes opvarmning.

- Da Brøndby-spillerne kommer på banen for at varme op, klapper min ven og jeg af dem. Så kommer der en vagt og spørger, om vi holder med Brøndby, hvortil vi svarer 'ja', siger Steven Reimer, der ellers bevidst var mødt op i neutralt tøj.

- 'Så siger vi tak for i aften', sagde vagten til os. Og så kom der hele fem vagter for at følge os ud af Parken, som om vi havde lavet ballade.

Steven Reimer og hans ven er blot de seneste i koret af folk, der blev smidt ud af Parken i søndags for enten at klappe af Brøndby eller, fordi de ikke kunne bevise, at de var fans af FC København.

- Det virkede voldsomt med fem vagter, og så fulgte de os helt ned til Østerbro Stadion, før de lod os gå fri, siger Steven Reimer om den ubehagelig oplevelse i Parken.

Steven Reimer har ved tidligere lejligheder været i Parken for at se Brøndby spille, hvor han også har siddet på neutrale tribuner og heppet på Brøndby uden at blive smidt ud. Derfor undrer det ham også, hvad der var anderledes denne gang.

FC Københavns Christian Wolny gav mandag sin forklaring på, hvorfor folk var blevet bedt om at forlade Parken.

- Reglerne er helt klare i forhold til, at hvis man sympatiserer med udeholdet, så har vi en hel tribune kun for dem, mens de tre andre tribuner er forbeholdt hjemmeholdets fans. Og hvis man bevidst omgås de regler, så bliver man bedt om at forlade stedet af hensyn til ens egen og andres sikkerhed, lød det fra Christian Wolny, da BT fangede ham mandag.

Steven Reimer og hans kammerat nåede lige akkurat hjem, så de kunne se anden halvleg, hvor FC Københavns Bashkim Kadrii scorede kampens enlige mål.

Hvad mener du om  situationen? Deltag i debatten på vores Facebook-side.