Skriverierne har været mange om Michael Laudrups fyring i Swansea 4. februar, men den danske manager har selv været ret tilbageholdende med at give svar på tiltale.

Kun én gang har han gennem League Manager Association udtalt sig, og det har derfor ikke været muligt for journalister at stille ham spørgsmål.

Men det bliver der nu. Michael Laudrup oplyser i en mail, som er sendt til diverse medier, at han vil afholde et pressemøde om forløbet tirsdag.

- Som I ved, gav LMA (League Manager Association) mig det råd ikke at udtale mig, da dette måske kunne skade mig i det videre forløb. Men da der nu er gået 11-12 dage, og selvom der stadig ikke er nogen afklaring på min situation, så mener jeg, at jeg bør udtale mig nu, skriver Michael Laudrup. 

Inden pressemødet er der dog ingen tvivl om, at danskeren bestemt ikke har været tilfreds med den behandling, han har fået af Swansea-ledelsen.

I forbindelse med sin fyring i den walisiske klub blev han ifølge sine egne første meldinger spist af med et meget kort brev om, at han skulle forlade klubben øjeblikkeligt uden mulighed for at sige farvel til truppen.  

Forinden brevet begyndte flere lokale medier, muligvis på bestilling fra ledelsen i Swansea, langsomt at skrive om flere skandaler i Swansea under Michael Laudrups vagt. Der blev berettet om såvel drukskandaler på en træningslejr som kilkedannelser i truppen - ud over historien om en Michael Laudrup, der antageligvis ikke ville træne, når der var dårligt vejr. Michael Laudrup har da også hentet juridisk hjælp for at kunne rense sit navn.

Allerede nu har Laudrup-lejren dog afvist en særdeles belastende påstand mod ham.

I anklagerne mod ham har det nemlig også forlydt, at Michael Laudrup efter sin sidste kamp i spidsen for Swansea, der endte med et nederlag på 0-2 til West Ham, smuttede på en to dages tur til Paris, men som BT kunne fortælle søndag, har broren til Michael Laudrups kone Glenn Retz afsløret, at det ikke var tilfældet - selv om spillerne rigtigt nok havde to fridage efter nederlaget. 

- Det er i hvert fald helt sikkert, at Michael ikke var i Paris, som mange ellers har hævdet. Der er mange, der har forsøgt at vaske hænder ved at sige, at han tog på ferie i Paris, men det er ikke sandt, sagde Glenn Retz, der er bror til Siw Laudrup. 

Glenn Retz kunne også fortælle, at man vil blive overrasket over mange ting, som endnu ikke er dukket op. 

De ting og så meget andet kan Michael Laudrup passende selv få lov at løfte sløret for, når han tirsdag sætter sig til rette foran verdenspressen på et garanteret velbesøgt pressemøde i London.