FC København har allerede tjent godt på Champions League-succes - men der er mere i vente.

Da FCK slog APOEL FC på Cypern, og Champions League billetten var i hus, var det ikke kun en sportslig succes.

Økonomisk er det et kæmpe boost at spille med i Champions League, og man snakker normalt om 100 millioner kroner lige ned i foret. Men det er faktisk mere end det.

Allerede inden FCK har sparket sin turnering i gang, har klubben tjent 109,3 millioner kroner i bonus fra UEFA som følge af kvalifikationen til gruppespillet.

Såfremt det danske hold klarer sig godt i gruppespillet, er der også en del penge at hente fra UEFA. I aften er der potentielt 11,1 millioner kroner at hente for københavnerne, hvis de skulle rende med en sejr over Porto. Ender kampen uafgjort, får hvert hold 3,7 millioner kroner fra UEFA.

Endeligt kan der med en ottendedelsfinale ryge yderligere 44,6 millioner kroner i klubkassen fra UEFA, hvis de præsterer rigtig godt - hvilket også vil medføre en del fra de enkelte sejre, de måtte få.

FCK kan selvfølgelig, som andre hold i gruppespillet, ende uden point, hvilket vil være en kæmpe skuffelse. Så er der altså 'kun' de 109,3 millioner for kvalifikaitonen, men så er der stadig en tv-indkomst. Og her kan københavnerne også score højt.

De sidste to år har Malmö FF været med i gruppespillet og scoret den skandinaviske del af UEFAs tv-distributionspulje. I sidste sæson gav det svenskerne 55,1 millioner kroner, hvilket bør blive noget af det samme for FCK, da de er Skadinaviens eneste repræsentant i år. Op mod 60 millioner kroner med de stigninger, som UEFA har lagt i budgettet til i år.

Så FCK kunne læne sig tilbage i gruppespillet og stadig score minimum 170 millioner kroner. Så kommer der UEFAs kampbonusser. Og så har FCK selvfølgelig sine egne indkomster på stadion, som bare spæder til.

Sidste år fik Malmö 142 millioner kroner for deltagelsen, og de gik ud af gruppespillet med én sejr og fem nederlag. Man kan godt forstå, de smiler på Østerbro.

Tal er hentet fra UEFAs hjemmeside og er udregnet efter dagens valutakurs.