Mike Jensen floppede med landsholdet i sin debut. Nu starter han inde, og nu vil han gribe chancen

Da Mike Jensen i 2010 blev udtaget til landsholdet til kampen mod Tyskland, var han en af de største profiler i Superligaen og i gang med en af sine bedste perioder.

Han fik chancen fra start mod tyskerne, men hans svage præstation gjorde, at Olsen tog ham ud allerede i pausen.

- Vi gav Mike debut for tre år siden mod Tyskland, men på trods af succes i Superligaen manglede han dengang fart, erfaring og overblikket. Det har vi set, han har fået i Rosenborg, især selvtillid og erfaring, og han er vel én af Tippeligaens bedste spillere, siger Morten Olsen.

Og Mike Jensen giver landstræneren ret. Han greb ikke chancen dengang i Parken mod Tyskland.

- Det er rigtigt nok. Jeg fik jo en chance for at vise mig mod Tyskland, og man må jo erkende, at den chance tog jeg ikke, siger Mike Jensen til BT og fortsætter:

- Nu er det ikke så meget den ene enkelte debut-landskamp, jeg tænker på. Jeg husker også, at jeg efterfølgende havde et formdyk og følte, at jeg manglede lidt, som Olsen påpeger. Det, der har manglet, er, at jeg over en længere periode har været stabil, og det var jeg ikke dengang, siger Jensen.

Stabilitet har han fået i Rosenborg, hvor han ligesom i aften spiller på midtbanens højre side i nordmændenes 4-3-3-system.

- Jeg føler mig godt tilpas i Rosenborg. Vi spiller godt, vi fører ligaen og har vundet mange kampe. Det giver selvfølgeligt noget rent selvtillidsmæssigt. Og så synes jeg, at jeg har præsteret godt på banen over en længere periode, end jeg har gjort tidligere, siger han og fortsætter:

- Jeg har også haft gode perioder i Brøndby, og sidste jeg var med på landsholdet, spillede jeg jo for BIF. Men nu spiller jeg for et tophold, og det er noget helt andet. Vi har selvtillid som et tophold, siger han.

- I Brøndby var det lidt op, og så kom nedgangen lidt for hurtigt både personligt og for holdet, mens det i Rosenborg har været stabilt og opadgående hele vejen, siger han.

Olsen har allerede afsløret, at Jensen er i startopstillingen i aften mod Polen, og det vil Jensen udnytte til at gribe chancen.

- Personligt skal jeg vise mig frem, det er klart. Men det gælder også om at gå ind og være en del af et hold og en del af en trup og sørge for at vise, at man har noget at bidrage med, siger den 25-årige Jensen.