Med et drømmemål og en god kamp for Manchester United ligner Henrikh Mkhitaryan en mand på vej ind i varmen.

Odessa. Henrikh Mkhitaryan har haft svært ved at få spilletid i Manchester United, men efter en fin kamp i Europa League torsdag aften kan det måske snart ændre sig.

Armeneren markerede sig med et drømmemål, der var hans første i United-trøjen, og fik efter 2-0-sejren ude over Zorya ros af manager José Mourinho.

Mkhitaryan driblede fra midten af banen og helt ned i Zorya-feltet, hvor han køligt passerede målmand Igor Levchenko.

- Jeg har ventet længe på det mål. Mit næste mål skal være på Old Trafford, for jeg vil score på hjemmebane, siger Henrikh Mkhitaryan til BT Sport, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Første halvleg var lidt vanskelig, fordi vi ikke kunne finde den sidste aflevering, men i anden halvleg skabte vi plads for vores winger og angribere, siger han om kampen.

Efterfølgende havde United-manager José Mourinho ros til sin playmaker.

- Han arbejdede hårdt fysisk og taktisk. Talentet var der, det vidste vi, da vi købte ham.

- Nu spiller han godt i Premier League, Europa League og Liga Cuppen, og nu giver målet ham mere glæde, så jeg er tilfreds, siger Mourinho.

Med sejren klarede Manchester United sig videre til 16.-delsfinalerne via gruppens andenplads - efter Fenerbahce med Simon Kjær.

/ritzau/