Premier League-klubben West Ham har de seneste kampe været til stede, når Andreas Cornelius har været i aktion for FC København.


Det bliver uden tvivl spændende at følge det kommende transfer-vindue i januar. For når man i Danmark har flere talentfulde knægte rendende rundt på landets grønsvære, så gør det det unægtelig bare sjovt at se, om flere tager springet videre til udlandet.
  
En af de spillere er selvfølgelig Andreas Cornelius. På rygtebørsen har seneste Inter, Arsenal og Milan været nævnt blandt mulige bejlere til angriberens underskrift..

Men lørdag skriver The Sun, at London-klubben West Ham har været til stede ved FC Københavns seneste kampe for at kigge nærmere på den 19-årige angriber.

Der er heller ingen tvivl om, at Andreas Cornelius er et kendt navn blandt de europæiske klubber. Ifølge det skandinaviske scouting-site scan-scout.com, så er den unge dansker den mest lovende U/21-spiller i Norden.

Det er ikke noget helt ringe prædikat at have siddende på sig.