Liverpool kom foran i derbyet mod Everton, men nok en gang måtte de rødklædte tage til takke med uafgjort.

Inden søndagens udekamp mod Everton var Liverpool kommet foran i fem kampe i træk. Men bortset fra kampen mod Aston Villa - som Liverpool vandt 3-2 - var alle kampene endt 1-1.

Det skete mod Bordeaux og Sion i Europa League, det skete mod Norwich i Premier League, og det skete også mod Carlisle i Capital One Cup. Kampen mod Carlisle vandt Liverpool dog efter straffesparks-konkurrence.

Og søndag var det déja-vu på Goodison Park i lokalderbyet mod Everton.

Liverpool kom foran fire minutter før pausen efter et hjørnespark, som James Milner tog sig af. Bolden endte hos Danny Ings, som totalt umarkeret kunne heade bolden i mål fra tre meters afstand.

Men tre minutter senere var der bragt balance i regnskabet.

Gerard Deulofeu slog et indlæg, som Liverpools Emre Can sparkede hen i brystet på holdkammeraten Martin Skrtel, der imidlertid ikke fik tæmmet bolden. Det sagde Evertons Romelu Lukaku tak for ved at trykke resolut af med et fladt skud. Liverpools målmand, Simon Mignolet, havde ikke en chance for at afværge scoringen.

I anden halvleg havde Evertons Ross Barkley et godt forsøg, som sluttede lige uden for målrammen. James Milner havde Liverpools bedste mulighed, men hans hovedstød endte også lige ved siden af rammen, så det forblev 1-1.

Liverpool har med det uafgjorte resultat 12 point for otte kampe i midten af rækken. Everton har et enkelt point mere.