Værsgo’, tre millioner kroner.

Storaktionær Jan Bech Andersen har igen været gavmild over for Brøndby. Det skriver klubben i en selskabsmeddelelse.

For Superligaklubben har modtaget ’en gave til en værdi af ca. tre millioner kroner’ af den tidligere klubformand, der trådte ud af bestyrelsen i foråret.

Pengene skal bruges til 'dækningen af hovedparten af etableringsomkostningerne til Inmotio-trackingsystemet. Det digitale trackingsystem vil give Superliga-truppens trænerstab forbedrede muligheder for at analysere og optimere spillernes performance til træning.' Som Brøndby skriver på sin hjemmeside.

Brøndby-spillerne er siden sommerferien og under træner Alexander Zorniger nøje blevet overvåget til træningerne. Det er den metode, som Jan Bech-millionerne skal bruges på.

»At vi digitaliserer vores træningspas ved at inddrage Inmotio-systemet, det er et godt eksempel på, hvordan strategi 6.4 i dag er blevet en naturlig del af vores hverdag og fungerer som en rød tråd igennem hele klubben. Det nye, digitale system vil give os et mere nøjagtigt billede af den enkelte spillers præstation til træning og derved give hele staben omkring Superliga-truppen og spillerne selv mere konkrete data at forholde sig til. Vi har haft systemet på prøve her i sæsonstarten, og vi kan se en masse potentiale i det, så nu glæder vi os til at arbejde mere i dybden med det,« fortæller Troels Bech til Brøndbys hjemmeside.