Det kæmpestore danske talent, Jacob Bruun Larsen, starter inde, når den tyske storklub, Borussia Dortmund, onsdag aften tager imod Union Berlin fra den næstbedste række i den tyske pokalturnering, DFB-Pokal.

I januar 2015 hentede Borussia Dortmund Jacob Bruun Larsen fra Lyngby, og her små 22 måneder senere står den nu 18-årige danske midtbanespiller over for sin debut for de tidligere Champions League-vindere.

Det sker, når Borussia Dortmund tager imod Union Berlin i anden runde af DFB-Pokal. Det skriver klubben på sin Twitter-konto.

Jacob Bruun Larsen har spillet på fem forskellige danske ungdomslandshold. Han var også med på det danske OL-landshold ved legene i Rio de Janeiro i august.

Også en anden god bekendt af dansk fodbold, Emre Mor, er med fra start. Den tidligere FCN- og Lyngby-spiller har dog spillet fire Bundesliga-kampe og lavet et enkelt mål.

Borussia Dortmund har vundet DFB-Pokal tre gange - senest i 2012.

Kampen begynder kl. 20.45.