Længe har Nicklas Bendtner været det store problembarn i Wolfsburg. Men efter hans afgørende mål i lørdagens Super Cup mod Bayern München er han gået fra udskældt til helt.

Bendtner udlignede i 89. minut Bayerns 1-0 føring, og siden eksekverede han med stor sikkerhed det afgørende straffespark, da kampen skulle afgøres efter ordinær spilletid.

Og de to scoringer betyder, at alle rygter om, at den danske angriber skulle være ugleset i klubben og på vej væk, pludselig er fortid.

»Vi ændrer ikke på vores trup,« fastslår manager Klaus Allofs ifølge Bild.

Bendtner er også selv godt tilfreds med sin præstation mod de forsvarende tyske mestre.

»Det var måske min bedste kamp, siden jeg kom hertil. Jeg er lykkelig,« konstaterede han.

Men inden succes-kampen mod Bayern måtte Bendtner gennemgå alverdens pinsler. Han blev presset til det yderste under Wolfsburgs sæson-forberedende træningslejr, hvor han fik ekstratræning under klubbens fysiske træner, Oliver Mutschler, som både sendte Bendtner ud på spurter i 30 graders kvælende varme og lod ham løbe med tunge medicinbolde, indtil danskeren var helt færdig.

Og tilsyneladende var det det, der skulle til. Det mener manager Klaus Allofs i hvert fald.

»Vi har altid sagt, at Bendtner grundlæggende godt kan. Efter træningslejren har han vist en reaktion. Det er den rigtige vej for ham. Jeg tror, at nu har han forstået det,« fastslår Allofs.

Cheftræner Dieter Hecking bruger endda danskeren som eksempel på, hvor dygtige Allofs og han er til mandskabspleje:

»Tilfældet Bendtner viser, at Klaus Allofs og jeg også kan omgås spillere med en svær personlighed og kan rykke dem,« siger en veltilfreds træner.