Norges EM-stolthed skal efter to nederlag reddes ved at sætte en kæp i hjulet på Danmarks kvartfinaledrømme.

Deventer. De norske fodboldkvinder har fået en historisk dårlig start ved EM-slutrunden i Holland. For første gang nogensinde har nordmændene tabt holdets to første kampe ved en slutrunde, og holdet er end ikke kommet på måltavlen.

Teoretisk kan nordmændene stadig nå at gå videre fra gruppen, der også tæller Danmark, Holland og Belgien, men mandagens sidste gruppekamp mod Danmark handler mere om ære end avancement, siger den norske Lyon-stjerne Ada Hegerberg.

- Vi skal være i stand til at kunne se os selv i spejlet bagefter. Hver af os har et ansvar for at finde ud af, hvad vi skal gøre. Vi har selv sat os i denne position, og vi er nødt til at præstere bedre. Det skal vi gøre mod Danmark, siger hun.

Norge tabte torsdag med 0-2 til Belgien. Resultatet var udtryk for både sjusk og en dårlig indstilling, mener Ada Hegerberg.

- Vi skabte ikke nok, og det virkede, som om Belgien vandt på viljen. Det virkede, som om de ville det mere end os.

- Det kan være, at vores system ikke virker, men vi bliver nødt til at være mere præcise. Det skal ikke være svært at ramme en aflevering på tre meter, når man træner hver eneste dag, siger hun.

For at nordmændene kan gå videre til kvartfinalen, kræver det, at Norge slår Danmark med mindst tre mål, mens Holland samtidig skal besejre Belgien.

- Vi har haft to muligheder til at indfri vores forventninger, og det har vi ikke kunnet klare. Nu handler det om stolthed. Vi må slå Danmark, for så er der i hvert fald noget, som har fungeret for os, siger Hegerberg.

Kampen mellem Danmark og Norge spilles mandag aften klokken 20.45.

/ritzau/NTB