Ole Gunnar Solskjær er på vej til England, hvor han forventes snart at blive præsenteret som ny Cardiff-manager.

Når Cardiff på lørdag på udebane møder Newcastle i FA Cuppen, er der formentlig med en ny  manager i spidsen. Den tidligere Manchester United-angriber Ole Gunnar Solskjær er ifølge norsk TV2 fløjet af sted i fra flyvepladsen Kvernberget i Kristiansund på vej mod Luton uden for London. Og det er vel at mærke i en privat jet, som tilhører Cardiffs malaysiske ejer, Vincent Tan.

Ifølge norsk TV2 har kilder tæt på ledelsen i den norske klub Molde, hvor Solskjær har været træner siden 2011, bekræftet, at Solskjær er fortid i klubben, og at det kun er et spørgsmål om tid, før han bliver præsenteret som ny manager i Cardiff.

Solskjær har ifølge The Guardian tidligere afslået et tilbud om at overtage jobbet som chef for blandt andre Andreas Cornelius i den kaos-ramte klub, hvor den hidtidige manager Malky Mackay blev fyret i fredags af den kontroversielle ejer Vincent Tan, der længe har været utilfreds med Mackays dispositioner, heriblandt det dengang rekorddyre indkøb af den danske angriber, som har været skadet og fortrinsvis bruges som indskifter.

Men flere engelske medier skrev tirsdag, at Solskjær igen var i forhandlinger med Vincent Tan, og nu er nordmanden er på vej til England, hvor det forventes, at han vil underskrive en aftale med Cardiff-ejeren.

Cardiff er aktuelt nummer 17 i Premier League lige over nedrykningsstregen.