Efter længere tids bureaukratisk tovtrækkeri får den norske fodboldklub Brann endelig lov at hylde homoseksuelle.

Planen var oprindeligt at skifte de klassiske hjørneflag ud med regbueflaget, der i lang tid har været et symbol på mangfoldighed og homoseksualitet, men grundet manglende tilladelser har den tanke været skrinlagt - indtil nu.

Udskiftningen af hjørneflagene er et led i kampagnen "Tacklehomophobia", hvor profilerede spillere har markeret sig i kampen mod homofobi.

Kampagnen har dog siden den 16. maj stået på standby, da Norges fodboldforbund, med henvisning til FIFA-regler, måtte afslå anmodningen om at skifte flagene ud.

Heldigvis er tilladelsen, efter en længere omvej igennem FIFAs bureaukrati, nu givet, hvilket den daglige leder i Brann, Vibeke Johannesen, er yderst tilfreds med.

»Det er flot, at NFF (Norske Fodbold Forbund, red.) nu har åbnet op for dette, og vi ønsker da selvsagt at bruge muligheden til næste hjemmekamp. Nu ser vi frem til mandag, en ny kamp og nye muligheder for vores hold - og en fin anledning til at tage et tydeligt standpunkt ved at benytte regnbueflaget i stedet for det traditionelle hjørneflag.« siger Johannesen til klubbens hjemmeside.

Supporterne i klubben er ligeledes glade for det farverige tiltag.

»Fodbold er til stor glæde for mange mennesker, og fodboldspillere er forbilleder for mange. Jeg er stolt af, at Brann er med til at gøre en forskel, både på og uden for banen,« siger Gjert Moldestad, der er homoseksuel Brann-supporter.

Brann tager på mandag de nye flag i brug, når klubben hjemme spiller mod Follo.