Niki Zimling er efter en sæson som lejesvend i Ajax Amsterdam tilbage i Bundesliga-klubben Mainz, hvor han har kontrakt i to sæsoner endnu.

Den 30-årige danske midtbanespiller blev tidligere denne sommer kædet sammen med Brøndby i den store tyske avis Bild, og nu fortæller han til BT, at den blågule klub, der ifølge rygtestrømmen leder efter forstærkning til midtbanen, står højt på hans ønskeliste, når han på et tidspunkt vender hjem.

»Det er et stykke tid siden, at der har været interesse fra Brøndby - i hvert fald hvad jeg ved af. Men det er da klart, at hvis jeg en dag skal hjem igen, står Brøndby højt i køen på min liste. Det er der ikke nogen tvivl om,« siger Niki Zimling og tilføjer:

»Jeg har stadig følelser for Brøndby, og det har jeg altid haft. Det var der, jeg fik min fodbolduddannelse fra ungdomsfodbold til seniorfodbold, og de har været med til at forme mig hele vejen igennem, så det er klart, at jeg gerne vil kunne give tilbage og gøre en god figur for klubben, hvis det en dag skulle blive en realitet,«siger Niki Zimling, der dog ønsker at give det endnu en chance til i Mainz, før han vender snuden hjem til Danmark.

»Jeg føler mig i bedre fysisk form end længe, og jeg vil gerne give det en chance mere her, inden jeg ser mig om efter noget andet. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg kan få succes i Mainz,« siger han.

KØB BT TIRSDAG OG LÆS DET STORE INTERVIEW MED NIKI ZIMLING OM:

* Den underlige afsked i Ajax.

* Hans tiltag for at komme af med de mange skader.

* Mainz' plan med ham

* Hvornår han ser sig selv vende tilbage

* Hvad det har betydet, at blive vraget til kampene denne sæson

* De fortsatte landsholdstanker