Glade Juventus-spillere fejrer sejren over Sampdoria.
Glade Juventus-spillere fejrer sejren over Sampdoria. Foto: GIORGIO PEROTTINO

Paul Pogba og Sami Khedira scorede målene for Juventus, der vandt ude over Sampdoria i Serie A.

Genova: Fodboldklubben Juventus fortsætter sejrsstimen i Serie A, og klubben er efter søndagens 2-1-sejr ude over Sampdoria i Genova kun to point efter førende Napoli.

Sejren var Juventus' niende i træk i ligaen, hvor klubben nu deler andenpladsen med Inter.

Paul Pogba bragte de seneste fire sæsoners mestre foran 1-0 efter cirka et kvarter.

Den franske midtbanestjerne tæmmede en fremlægning, inden han drejede rundt og helflugtede bolden i jorden, så den gik i mål næsten ude ved stolpen.

ITALY SOCCER SERIE A

Anden halvleg var kun et minut gammel, da Juventus-topscorer Paulo Dybala fandt midtbanespilleren Sami Khedira med en god stikning.

Tyskeren fik møvet sig igennem og prikkede bolden i mål til 2-0.

Cirka 20 minutter inde i anden halvleg fik Sampdoria håb, da angrebsveteranen Antonio Cassano modtog en aflevering i straffesparksfeltet.

Han scorede med en god afslutning, der efterlod Gianluigi Buffon uden chance i Juventus-målet.

Kort før tid kom gemytterne i kog, da Sampdoria-forsvareren Niklas Moisander pådrog sig et direkte rødt kort.

Finnen slagtede den indskiftede Juventus-angriber Simone Zaza, der kom drønende med bolden i fuldt løb ved sidelinjen.

Tidligere søndag mistede Inter førstepladsen til Napoli, der vandt 5-1 ude over Frosinone.

Inter skuffede selv ved at tabe 0-1 hjemme til Sassuolo.

Napoli fører Serie A med 41 point for 19 kampe, mens Juventus og Inter har 39 point.

Juventus havde blot 12 point efter de første ti runder, men mestrene er nu tæt på at have kontakt med den absolutte top.

/ritzau/

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook