Kollegaerne har stemt, og det har de gjort på AaBs Nicolai Larsen som den dygtigste målmand i Superligaen i 2014.

Nicolai Larsen er altså den målmand, der ifølge målmænd i Superligaen og NordicBet Ligaen har været bedst i dette kalenderår. Han vandt Tipsbladets afstemning med 58 point, mens Kalle Johnsson fra Randers og Lukas Hradecky fra Brøndby fik henholdsvis 34 og 33 point.

»Jeg er stolt, det er fedt, og jeg håber selvfølgelig på at vinde den igen i 2015. Det er sådan en titel, jeg vil se tilbage på og være stolt over, når jeg slutter min karriere, hvilket forhåbentlig er om 50 år. Det vil jeg huske som et godt år,« siger Nicolai Larsen til Tipsbladet.

AaB-målmanden overtager den ærefulde pris efter Lukas Hradecky, der var bedst i 2013, mens Jesper Hansen vandt kåringen året før. Nicolai Larsen får den efter sit forrygende forår, hvor han havde en stor aktie i AaB's guldtriumf.