Nicolai Boilesen kan være få dage fra at blive Serie A-spiller. Ifølge det italienske medie La Gezzetta dello Sport er den offensive landsholdsback på vej til Genoa.

Ajax Amsterdam har denne sommer været i en verbal infight med sin spiller, fordi Nicolai Boilesen ikke har ønsket at forlænge kontrakten, og klubben har da også allerede hentet Mitchell Dijks fra Willem II som afløser for danskeren. Venstre backens kontrakt udløber næste sommer, så et salg allerede denne sommer har næsten virket uundgåeligt.

I slutningen af maj fortalte han selv over for BT, at det ikke handlede så meget om, hvilken liga han kom til, men snarere hvad klubben indeholdt.

»Jeg har hele tiden sagt, at det vigtigste for mig er klubben. At jeg har en rigtig god mavefornemmelse af, at det er det rigtige skridt for mig. Jeg har sagt, at det ikke handler om, at jeg skal til Premier League, Tyskland, eller hvor det nu kunne være, Spanien. Jeg har sagt, at det er klubben, det handler om, og nu må vi se, hvornår det kommer, og om der kommer noget, og så må vi tage den til den tid,« lød det fra Nicolai Boilesen, som ser ud til at have fundet lykken i Genoa.

23-årige Nicolai Boilesen er viceanfører i Ajax Amsterdam.