Nicklas Bendtner blev onsdag matchvinder for Arsenal, da han tre minutter før tid scorede til 1-0 i kampen mod Cardiff. Den danske angriber var dog så uheldig at blive skadet i forbindelse med scoringen.

Efter scoringen landede Cardiffs målmand David Marshall på Nicklas Bendtners højre fod, så han vrikkede om på anklen. Endnu vides det ikke, hvor slem skaden er. Det fortæller Bendtner selv på twitter:

- Har en skanning i morgen, der vil fortælle os mere. Så glad for de tre point. Tak for alle jeres tweets og bekymringer, skriver han

  

Nicklas Bendtner begyndte kampen mod Cardiff på bænken, men blev skiftet ind efter 63 minutter. Her leverede han en så god præstation, at Arsenals tilhængere sang ham fra banen. Også klubbens manager Arsène Wenger har storrost den store dansker:

- Han har været igennem en masse, så jeg vil gerne give ham stor ros. Jeg har allerede fortalt ham, at han er tilbage på det niveau, hvor jeg gerne vil have ham, og hvis han fortsætter udviklingen, så er han tilbage på holdet. Desværre blev han skadet, og det ser ud til, at det går uger snarere end dage, før han er klar igen. Jeg er ked af det på vores vegne, men også på hans, sagde han efter kampen.

Nicklas Bendtner har kontrakt med Arsenal frem til sommerpausen.