Det lykkedes for Nicklas Bendtner at kickstarte sin karriere i 2017, hvor han skiftede til Rosenborg, blev norsk mester og topscorer og var med til at kvalfiicere Danmark til næste års VM-slutrunde i Rusland.

Derfor er det også en rigtig glad Nicklas Bendtner, som gør status for året på sin Instagram-profil.

»Jeg sidder her og tænker på, hvordan jeg skal beskrive min sæson. Det er vel første gang i min karriere, hvor alting gik, som jeg havde håbet og planlagt. Ja, det er faktisk første gang, hvor jeg ikke skal tænke på andet end at nyde øjeblikket og forberede mig på de næste udfordringer,« skriver den 29-årige dansker og fortsætter.

»At jeg er kommet så langt, siden jeg tegnede kontrakt med Rosenborg i marts, skylder jeg en stor tak til klubben for - til mit hold, til mine trænere, til fansene og alle andre bag kulisserne.«

Nicklas Bendtner fortsætter sin glade status ved at tænke på præstationerne på landsholdet, som han i efteråret fik comeback til efter et fravær på næsten to år.

»Så kom jeg hjem. Sådan føltes det i hvert fald for mig, da jeg hørte hele Parken i København synge mit navn, og jeg kunne mærke, hvordan de rejste sig op i sæderne for at byde mig velkommen tilbage. Det er sandsynligvis den mest utrolige følelse, jeg nogensinde har haft i mit fodbodliv. At være med til at sikre Danmark en plads ved VM og at score et mål i en afgørende kamp var en meget vigtig måde for mig at vise min taknemmelighed til mine landsmænd,« skriver den danske angriber.

»Mange har været med på denne rejse sammen med mig. Men kun meget få af jer ved, hvordan det har været. En ting er sikkert. Jeg forsvinder ikke. Jeg er slet ikke færdig. Jeg bliver ved,« skriver han, inden han slutter af med en hilsen med henvisning til sit kælenavn Lord Bendtner:

»Lord out.«