Landsholdsangriberen Nicki Bille er kommet i fokus, fordi han natten til fredag var i håndgemæng med ordensmagten i København og blandt andet blev anholdt for, efter Ekstra Bladets oplysninger, at sparke til parkeringsautomater og cykler.

Nicki Bille blev angiveligt så rasende over anholdelsen, at han har bidt en betjent, og politiet måtte bruge peberspray for at pacificere Rosenborg-spilleren. Den angivelige politivold kan nu koste Nicki Bille alt fra en bøde til otte års fængsel.
 
BT har talt med Nicki Billes agent, Nikola Juric, men han ønsker for nuværende ikke at udtale sig dybdegående om episoden.   

- Jeg har ikke nogen kommentarer til sagen. Jeg støtter naturligvis Nicki Bille i denne sag, og hvis der er yderligere spørgsmål, bedes du rette henvendelse til Nicki Billes advokat, Peter Berg, siger Nikola Juric til bt.dk.

Peter Berg har oplyst til Ekstra Bladet, at Nicki Bille ikke vil udtale sig i sagen, og spilleren 'kan på ingen måde nikke genkendende til sagsfremstillingen', lyder det fra advokaten.  

BT har været i kontakt med Rosenborg, som forklarer, at man til formiddag vil holde et møde med Nicki Bille og efterforske alle fakta, før klubben mere konkret ønsker uddybe, hvad den mener om sagen.

Indtil videre forklarer Rosenborg, at Nicki Bille er med i truppen til mandag aftens kamp mod Bodø/Glimt klokken 19.00.