Fænomenet Neymar roser sin landsmand Oscar og spår ham til at blive verdens bedste om to år.

Neymar er blot 20 år gammel og allerede et fænomen på og uden for fodboldbanen. Han har dog masser af ros tilovers for en anden spiller, og det ikke Messi eller Ronaldo. Det er derimod en af brasilianerens tidligere holdkammerater, den nuværende Chelsea-spiller og jævnaldrende landsholdskammerat, Oscar, der er tale om.

- Hans spil er perfekt, og han har alt, hvad der skal til for at blive den bedste spiller i verden inden for de næste to år, lovpriser Santos-angriberen.

- Han er som Ronaldinho og Rivaldo, en troldmand med bolden - og selvom han har haft en god start med Chelsea, så har I intet set endnu.

Især i Champions League har Oscar imponeret, først med to mål mod Juventus - det ene et fabelagtigt langskud - og senest med en flot scoring fra midterlinien mod Shakhtar.

- Han er min ven, men jeg taler ikke som en ven når jeg siger, at han kan gå hen og blive bedre i Premier League end Ronaldo var, spår Neymar, som selv forventes at tage springet til en europæisk topklub inden længe.