Hull fik en regulær røvfuld i lørdagens tidligere Premier League-kamp på hjemmebane mod Newcastle. Selvom hjemmeholdet havde flere gode chancer i kampen, endte det alligevel med et 0-3-nederlag.

Newcastle bragte sig i front kort før pausen, da Remy Cabella opsnappede en dårlig clearing fra Hull-forsvaret og resolut bankede bolden i kassen.

Der skulle kun gå fem minutter af anden halvleg før gæsterne fordoblede føringen. Sammy Ameobi prøvede lykken et godt stykke ude fra, og Allan McGregor i Hull-målet så ikke alt for heldig ud, da skuddet strøg forbi ham og ind i målet.

Yoan Gouffran fuldendte afklapsningen i det 78. minut, da han rundede et par spillere og sparkede bolden i kassen med lidt hjælp fra en Hull-spiller, der rettede den af undervejs.

Sejren var tiltrængt for Newcastle, der havde tabt de seneste to kampe. Holdet kravler op på 10. pladsen i tabellen med 30 point for 23 kampe.

Mindre godt ser det ud for Hull, der nu er oppe på tre nederlag i træk. De ligger lige under nedrykningsstregen med 19 point for 23 kampe.