Sent søndag aften sikrede Mourinho sig en sejr over sin tidligere arbejdsgiver, Real Madrid, da Manchester United vandt over de spanske mestre efter straffresparkskonkurrence i en testkamp.

Desværre for Mourinho var det ikke sejren, der løb med opmærksomheden.

I stedet var det portugiserens nyindkøbte forsvarsspiller, Victor Lindelöf, der menes at have kostet 260 millioner kroner, der blev samtaleemnet efter kampen. Den 22-årige svensker havde nemlig en decideret mareridtskamp, da han blev skiftet ind efter pausen.

Først begik han et klodset straffespark, der førte til Real Madrids udlignende mål, og senere fejlede han selv fra ellevemeterpletten i straffesparkskonkurrencen, som Manchester United dog gik hen og vandt.

Det har fået engelske medier såsom Manchester Evening News og The Sun til at sende en bredside af sted efter svenskeren.

Manchester Evening News tildelte Lindelöf kampens laveste karakter, 3, akkompagneret med ordene:

»Grusom fejl førte til at Real Madrid udlignede og forfærdeligt eksekveret straffespark.«

Manchester United-spillernes reakktion, da de slog Real Madrid efter straffesparkskonkurrence.
Manchester United-spillernes reakktion, da de slog Real Madrid efter straffesparkskonkurrence. Foto: EZRA SHAW
Vis mere

The Sun tog kritikken skridtet videre ved at sammenligne tacklingen, der førte til straffesparket, med en amerikansk fodboldtackling og skrev, at »det blev endnu mere pinligt for ham (Victor Lindelöf, red.), da hans dårlige straffespark nemt blev reddet af Kiko Casilla«.

Også på twitter fik Lindelöf et par ord med på vejen, hvor folk skrev:

»Stakkels Lindelöf. Det var en hård aften i Santa Clara«.

Victor Lindelöf får snart chancen for at vise sig frem på ny mod Real Madrid, da de to hold atter tørner sammen 8. august i UEFAs Super Cup, der årligt spilles mellem vinderne af Europa League og Champions League.