Michael Laudrup måtte torsdag aften se sin tidligere klub, Lekhwiya, løbe med mesterskabet i Qatar. Laudrups egen klub slutter sæsonen som nummer tre.

Det blev ikke til det andet mesterskab af to mulige i Qatar for Michael Laudrup. Torsdag aften kunne den danske træner se sin tidligere klub, Lekhwiya, løbe med mesterskabet i ørkenstaten.

Mens Laudrups klub, Al Rayyan, på skuffende vis blot spillede 1-1 på hjemmebane mod Al Arabi, sikrede Lekhwiya sig tidligere på aftenen mesterskabet med en sejr på 2-1 over Al Ahli. Lekhwiya, som Laudrup trænede fra 2014 til 2015, havde for længst distanceret danskerens klub, men med torsdagens sejr kan Doha-klubben heller ikke indhentes af den nærmeste forfølger, Al Sadd.

Lekhwiyas tredje mesterskab på fire år er ikke blot en lille streg i regningen for Michael Laudrup, fordi der er tale om danskerens tidligere klub. Laudrup må også sluge, at han ikke kunne gentage det mesterskab, som hans nuværende klub, Al Rayyan, vandt sidste år.

Michael Laudrup har haft en blandet først sæson i Al Rayyan, som han på overraskende vis overtog i oktober måned. Sportsligt har der været både gode og dårlige perioder, men med en tredjeplads i ligaen lever Laudrup lige præcis op til minimumsmålsætningen om en plads i næste års udgave af den asiatiske Champions League. Det var dog forventet, at Al Rayyan i højere grad kunne spille med om mesterskabet.

Michael Laudrups første måneder tilbage i Qatar er dog blevet besværliggjort af, at Al Rayyan har haft økonomiske problemer. De finansielle genvordigheder gjorde, at der i en periode ikke blev udbetalt løn i den nu detroniserede mesterklub, ligesom Laudrup ikke kunne hente spillere i vinterens transfervindue, da fodboldforbundet i Qatar havde sat en stopper for Al Rayyans frihed til at handle.

Michael Laudrups første sæson i Qatar var en stor succes. Nummer to nåede ikke samme højder. Der resterer én runde af Qatar Stars League, inden Laudrup kan fokusere på Champions League resten af sæsonen.