Det kører ret godt for Kasper Schmeichel, årets spiller i Danmark og nykåret engelsk mester med Leicester.

Et guldhold, han er viceanfører og leder for, og ham, der kun bliver sendt ud til frontlinjen, når der er ballade, og holdet er på en utilsigtet kurs.

»Kasper er en af seniorne i Leicester og har en af de højeste positioner i truppen. Han har udelukkende fået sin stærke position i Leicester gennem hårdt arbejde, og som viceanfører går han altid forrest, når der sker noget kontroversielt. Som regel, og når det går godt, holder han sig dog i baggrunden og går forbi pressen uden at tale med os, oftest fordi han altid får de samme spørgsmål om sin far, men også fordi han bliver træt af de samme spørgsmål. Men det er helt sikkert, at han er der, hvis noget virkelig brænder på,« siger fodboldredaktør på det lokale medie Leicester Mercury, Rob Tanner, der i disse dage er ved at lægge sidste hånd om sin bog om Leicesters fantastiske historie.

En bog, der tager udgangspunkt i denne Premier League-sæson, hvor Leicester imod alle odds – til 5.000 gange pengene igen hos bookmakerne før første runde – tog hele pladen fuld og hjemførte klubbens første mesterskab, som ikke mindst kom i stand på baggrund af en stabil dansker i målet.

Kasper Schmeichel har i denne sæson holdt buret rent i 15 kampe og spillet samtlige minutter – det har mildt sagt været en kæmpe sæson for landsholdskeeperen.

Men når han nu har drukket sine guldøl færdig og festet ud med sine holdkammerater, kunne han med rette stå tilbage med en følelse af lidt frustration, når han sidder i omklædningsrummet og ser rundt på dem, han spiller på hold med.

Trods sin status i toppen af Leicester-truppen tjener mange af medspillerne nemlig meget mere end Schmeichel, og folk som Robert Huth, Jeffrey Schlupp, Christian Fuchs, Daniel Amartey, Danny Drinkwater, Gökhan Inler, Riyad Mahrez, Jamie Vardy, Shinji Okazaki, N’Golo Kanté og Leonardo Ulloa smiler både, når de ser på Premier League-tabellen, og når de skal betale de dyre regninger. De er alle bedre betalt end danskeren. Nogle af dem får mere end dobbelt så meget.

Det viser et lækket dokument, mediet Total Sportek har offentliggjort om spillerlønningerne i Leicester. BT ville gerne have spurgt Claudio Ranieri eller Kasper Schmeichel om tallene, men Leicester har ikke ønsket at give interview.

Ifølge dokumentet må Kasper Schmeichel finde sig i at have et lønniveau på hæderlige 35.000 pund om ugen (cirka 333.000 kroner), som er på niveau med spillerne Danny Simpson, Matty James og Marc Albrighton.

»Ja, det er deromkring, Kaspers løn ligger. Jeg ved det ikke med sikkerhed, men det er de oplysninger, vi har fra vores kilder i klubben, og det er troværdige folk, vi taler med,« siger Rob Tanner.

Vicekaptajnen skal dog nok vente en omgang med at sigte efter manager Claudio Ranieri, når champagneproppen skal fyres af. Belønningen for hans præstationer, den økonomiske, venter ifølge Rob Tanner efter al sandsynlighed lige på den anden side af tømmermændene.

»Leicester kommer til at kigge på alle kontrakterne for de faste spillere, så de kan få spillerlønningerne op på et niveau, som er en topklub i Premier League værdig. Jeg er sikker på, at Kasper Schmeichel og Riyad Mahrez bliver to af de spillere, som får store lønstigninger. Men man skal ikke forvente, at Kasper kommer til at få en løn som Jamie Vardy (anslået 760.000 kroner om ugen, red.) eller andre store stjerner i Premier League. Klubben går meget op i, at der ikke skal være nogen superstjerner, der skiller sig for meget ud i truppen.«

Det gør Kasper Schmeichel ellers på så mange punkter. Han er både en vigtig brik på Claudio Ranieris hold og for klubbens image, når det skal plejes i modvind. Men hos bogholderen er han ikke nogen væsentlig udgift. Foreløbig.