Siden Gonzalo Higuan tirsdag skiftede Napoli ud med rivalerne fra Juventus, er bølgerne gået særdeles højt mellem den argentinske bomber og Napolis præsident, Aurelio De Laurentiis. Nu har sidstnævnte skrevet et åbent brev til sin tidligere topscorer.

Det var tilsyneladende Napoli-præsidenten selv, der startede ordkrigen. Han kaldte nemlig Higuain for forræderisk og utaknemmlig.

»Nogle mennesker siger, at det er overdrevet at snakke om forræderi, men jeg mener det modsatte, fordi der er en klar følelse af forræderi i hans (Higuain, red.) valg, fordi den indeholder utaknemmelighed,« sagde klubejeren til Corriere dello Sport ifølge AFP.

Efterfølgende bed Gonzalo Higuain fra sig ved blandt andet at sige, at han ikke kunne holde ud af være omkring Aurelio De Laurentiis i ét minut mere.

»Jeg har ikke længere noget forhold til De Laurentiis. Jeg kan ikke sige det mere klart end det. Han behandlede mig ikke godt, og vi havde ikke noget forhold. Jeg kunne ikke holde ud at være omkring ham i ét minut mere,« sagde Higuain ifølge AS.

Og det er dét svar, der fredag har fået Aurelio De Laurentiis til at skrive et åbent brev til den nye Juventus-spiller. Brevet er lagt på Napolis officielle hjemmeside, og præsidenten har selv tweetet det.

Brevet er delt op i en indledning og fem efterfølgende punkter.

»Kære Napoli-fans og kære fodboldfans. Jeg har læst Gonzalo Gerardo Higuains udtalelser fra det pressemøde, som Juventus organiserede. Jeg vil fokusere på den del, hvor han efter at have sagt, de er én stor familie, og at han er glad for at bære trøjen, sagde, at jeg var grunden til hans afsked.'

Jeg har tænkt længe og grundigt over, hvorvidt disse udtalelser fortjente et svar eller ej, men det står klart for mig, at alle ønsker at høre sandheden. Til sidst kom jeg frem til, at det er bedst at sige noget, og her er mit svar:

1. Hvis Hr. Gonzalo Gerardo Higuain var så irriteret min tilstedeværelse, tog det ham tre år om at finde ud af det. Enten er han en falsk person, eller også er han en god skuespiller. Men jeg vil udelukke sidstnævnte som en mulighed, da jeg kender alt til skuespillere.

2. Vi har brugt meget tid sammen, endda for nylig. Eksempelvis var vi sammen en hel dag ved disciplinær-komiteen i Rom den 15. april for at forsøge at appellere hans karantæne på fire dage. Jeg kan forsikre jer om, Gonzalo var meget rolig den dag, og han viste ingen utålmodighed over for mig. Folk, som var der med os, kan bevidne det.

3. Hvorfor er det lige, at hans agent ikke udviste utålmodighed, da vi mødtes for at diskutere en kontraktforlængelse? Hvis de var så utilfredse med min tilstedeværelse, ville de ikke have brugt flere timer på at diskutere penge - mange penge - med den største interesse og spænding.

4. Har han ingen skam i livet, efter at hans agent fortalte, at holdet, han spillede på - og som gjorde det muligt for ham at score 38 mål - ikke kan følge med? Napoli var holdet, som skabte flest scoringsmuligheder i Italien. En nøglestatistisk for en angriber, som vil score mål.

5. At prøve at sige, at hans skifte til sin nye klub er min fejl, er respektløst over for napolitanerne. Hvis Higuain læste historien om Napoli, ville han finde ud af, at denne by, der på egen hånd slap af med nazisterne - endda før amerikanerne kom og fandt en by, som allerede var befriet. Disse folk kan forråde dig, hvis du ingen skam har, men lad være med at tage pis på dem.«