To scoringer inden for de første ni minutter lagde grunden til Napolis 2-1-sejr ude over AC Milan i Serie A.

Milano. Napoli var lørdag aften på besøg i Milano, hvor AC Milan tog imod i Serie A.

Her skulle Napoli vinde for at forsøge at holde snor i topholdet Juventus og AS Roma på andenpladsen i ligaen.

Det lykkedes for Napoli, som kunne rejse hjem med en 2-1-sejr, der blev grundlagt i kampens indledning.

Samtlige scoringer blev sat ind i første halvleg, og sejren bragte Napoli op på 44 point for 21 kampe ligesom Roma, som har spillet en kamp færre.

Juventus topper med 45 point, men det er blot for 19 kampe.

Milan bliver på 37 point for 20 kampe, hvilket rækker til femtepladsen.

En perfekt aflevering fra Dries Mertens gav Lorenzo Insigne god tid til at banke bolden i mål til en 1-0-føring efter seks minutter.

Tre minutter senere var Dries Mertens så på spil igen.

Belgieren fandt med en fiks pasning Jose Callejon, der fladt passerede Milan-keeper Gianluigi Donnarumma.

Den 17-årige målmand fik en hård indledning på kampen ved at lukke to mål ind på under ti minutter, og Napoli fortsatte presset, men uden at score yderligere i halvlegen.

I stedet var det hjemmeholdet, der fik bolden i mål efter 37 minutter.

Juraj Kicka fik frit løb efter en kombination, og han vippede køligt bolden forbi Napoli-keeper Pepe Reina og reducerede til 1-2.

Der blev ikke scoret yderligere, og dermed hentede Napoli de tre vigtige point.

Det samme gjorde Fiorentina tidligere lørdag, da det ude blev til en 3-0-sejr over Chievo.

Fiorentina ligger på ottendepladsen i Serie A.

/ritzau/