Den hollandske landsholdsspiller Jonathan de Guzman skal for en gangs skyld ikke til en klub, der trænes af Michael Laudrup.

Den kreative midtbanespiller skal i stedet spille for den italienske Serie A-topklub Napoli i de næste fem sæsoner. Det bekræfter italienerne onsdag.

Michael Laudrup fik som Mallorca-træner i 2010 øje på den nu 26-årige De Guzman, der dengang spillede i hollandske Feyenoord. De Guzman, der var transferfri, valgte at skifte til den spanske ferieø, selv om han angiveligt havde tilbud fra klubber som Villarreal, PSV Eindhoven og Newcastle.

Hollænderen blev en stor succes under Laudrups boldbesiddende fodboldfilosofi, og da det danske fodboldikon blev manager i Premier League-klubben Swansea, var De Guzman øverst på Laudrups ønskeseddel. I juli 2012 blev Swansea og De Guzmans daværende klub, Villarreal, enige om en lejeaftale, der senere blev vekslet til en permanent kontrakt.

Nu er både Laudrup og De Guzman altså fortid i den walisiske klub. Danskeren er hentet ind som cheftræner i Qatar-klubben Lekhwiya, og Jonathan De Guzman, der var en del af den hollandske VM-trup, skal prøve kræfter med italiensk fodbold.