Andy Murray er kommet et skridt tættere på sæsonfinalen i London, efter at han slog David Ferrer 5-7 6-2 7-5 i finalen ved Vienna Open.

Den 27-årige brite brød Ferrers serv tre gange i det sidste sæt, inden han selv kunne afgøre kampen og dermed sikre sig sin anden titel i år. Sejren var også Murrays første sejr over en top-otte-spiller, siden han vandt Wimbledon i 2013.

- Det var en meget lang kamp og vi kæmpede begge, var ømme og havde ondt, så det var en god kamp at komme igennem, sagde en tilfreds Andy Murray efter kampen ifølge BBC.

Med sejren rykker Andy Murray op i top 10, dermed er briten et skridt tættere på at kvalificere sig til sæsonfinalen i London i starten af november.

Det er kun de otte bedste tennisspillere, der kommer med til sæsonfinalen, og derfor skal Murray prøve at skaffe de sidste afgørende point ved de to kommende turneringer i henholdvis Valencia, der giver 500 point, og Paris, der giver 1000 point.

Der er stadig seks spillere, der kan spille med om de sidste tre ledige pladser i ATP-sæsonfinalen, blandt andet David Ferrer og Andy Murray. På nuværende tidspunkt har Novak Djokovic, Rafael Nadal, Roger Federer og Stan Wawrinka kvalificeret sig, da de ligger i top fire på verdensranglisten. Derudover har Marin Cilic kvalificeret sig ved at vinde US Open.

Også tjekkiske Tomas Berdych er stadig med i kampen om en af de eftertragtede pladser, da han lørdag vandt Stockholm Open 5-7 6-4 6-4 over Grigor Dimitrov.