For et år siden var det top mod bund, men West Ham står meget stærkere inden lokalbraget mod Chelsea på Boxing Day.

Det er ikke bare vand under broen. Det er vand i Atlanterhavet og der skal mere end en spand retorisk slam til at forpeste et ocean i den størrelse.

Ikke desto mindre er der lagt op til revanche både på og udenfor banen, når mesterskabskandidaterne fra Chelsea tager imod underhundene fra West Ham 2. juledag.

For et år siden mødtes de to hold i en klassisk gang top mod bund. Med West Ham i pindsvineformation og en nulløsning på lystavlen som facit.

Det kunne både nedrykningstruede West Ham og den pragmatisk anlagte manager Sam Allardyce være bedst tjent med. Chelsea havde 39 afslutninger mod holdet fra det vestlige London, som i egen bevidsthed gerne vil spille den frække fodbold, men i årevis har været hjemsted for robuste håndværkere og store klepperter.

»De spillede fodbold fra det 19. århundrede,« vrissede José Mourinho efter 0-0 i januar 2014 mod West Ham.

Karakteristikken har næppe været helt ude i hampen. West Ham ligner på en dårlig dag tidslommefodbold fra de første år med »donggggg«, »Tips-Lørdag« og Tommy Troelsen som skolelæreragtig skærmtrold.

Ikke desto mindre træder West Ham ind på Stamford Bridge med en aktuel fjerdeplads at forsvare. Og en helt anden selvtillid end det hold, som i fjor havde samlet bare 18 point på 22 kampe.

Sam Allardyce kan sagtens huske Mourinhos bitre udfald mod West Hams defensivt orienterede stil. Men han er immun overfor angreb fra Chelseas portugisiske succesmanager.

»Jeg synes det var et kompliment at få ud fra det faktum, at den kom fra en frustreret manager, som ikke kunne nedbryde det hold, han var oppe imod,« siger Allardyce, der ikke har tænkt sig at slække på sine pragmatiske principper inden opgøret på den traditionsrige Boxing Day.

»Denne kamp er helt anderledes. Vi har et hold med yngre, bedre spillere og en fjerdeplads i tabellen. Vi kommer for at efterlade et godt indtryk - og et godt indtryk vil sige at få et resultat med hjem, ikke spille godt og tabe,« understreger Allardyce, der siden sidste år har forstærket truppen med offensivenavne som Diafra Sakho, Enner Valencia og Alex Song.

Chelsea, der i sidste forestilling inden jul formåede at slå Stoke ude med 2-0, forventer næppe at kunne gentage sidste års ganske vist målløse skydegalleri.

»Jeg har set dem spille et par gange i denne sæson og de er meget solide. Jeg forventer en hård kamp, men vi kommer med selvtillid og det er uhyre vigtigt,« understreger José Mourinho.