Chelsea tabte lørdag på hjemmebane til Crystal Palace, og manager Mourinho varsler nu ændringer, hvis hans spillere ikke forbedrer sig.

Chelsea har ikke fået den begyndelse på sæsonen, som de havde håbet på, og sidste års mestre har efter fire kampe en målscore på 6-9 og blot indkasseret fire point. Dermed er klubben på nuværende tidspunkt allerede otte point efter Manchester City, der efter ligeså mange kampe har en målscore på 10-0.

Der har været usædvanlig meget uro omkring spillertruppen, hvor særligt udskiftningen af stjerneforsvareren og klubmanden John Terry i pausen af andenrunde-opgøret mod Manchester City har fået megen opmærksomhed.

Læs også: 

Læs også:

Et tegn på, at ingen - end ikke John Terry - kan vide sig sikker på deres plads.

»Hvis en spiller ikke præsterer, er der to måder at kigge på det. Den første er, at jeg kan stole så meget på en spiller, at jeg vil vente på forbedringen. Man venter og venter, og måske kommer den, måske gør den ikke,« siger Jose Mourinho til Sky Sports og fortsætter:

»Men selv hvis du stoler på spilleren, kommer der et tidspunkt, hvor man tænker 'jeg bliver nødt til at ændre noget'.«

»Jeg kan gå begge veje,« siger Mourinho.

Læs også:

Tidligere på sæsonen har den portugisiske manager udtrykt sin skuffelse over Branislav Ivanovic, Gary Cahill, John Terry, Cezar Azpilicueta, Eden Hazard, Cesc Fabregas og Nemanja Matic. Alle spillere, der i mesterskabssæsonen sidste år var førstevalg på deres positioner.

Næste opgave for Chelsea er efter landskampspausen, når holdet 12. september skal på besøg hos Everton.