Han har fået managerens blå stempel. José Mourinho har givet det sidste godkendende nik til, at Andreas Christensens fremtid ligger i Chelsea. Derfor har Chelsea indledt dialog med U21-landsholdsspillerens far og rådgiver, Sten Christensen. Tirsdag havde parterne det første møde i forhandlingsforløbet i London. Det bekræfter Sten Christensen.

»Det er korrekt, at vi havde et møde tirsdag. Vi er i en positiv dialog med Chelsea, men mere ønsker jeg ikke at sige. Det er en sag, som vi tager internt med Chelsea,« forklarer farmand og rådgiver.

Han ønsker ikke at kommentere BTs oplysninger om, at Chelsea ønsker at forlænge med 18-årige Andreas Christensen med fem år. En klar indikation af, at der er langsigtede planer med forsvarsspilleren, der både kan spille centralt og højre back.

Det er ikke så lang tid siden, at Chelsea forlængede med Andreas Christensen frem til 2016. Men med en ny lang kontrakt vil man markere klubbens intentioner med ham, samt løfte ham i løn til en årsløn, som vil matche eksempelvis Kurt Zouma, som også er en ung, spændende spiller.

Engelske journalister med kendskab til Chelseas tankegang vurderer, at Andreas Christensen på sigt kan afløse den serbiske profil Branislav Ivanovic som højre back.

Chelseas assisterende manager, Mourinhos højre hånd Steve Holland, lægger ikke skjul på, at Chelsea er glad for Andreas Christensen.

»Han er en spiller, som vi tror på, og han har et stort potentiale. Han er allerede nu en del af førsteholdstruppen, og Chelsea har planer med ham for fremtiden,« siger Holland, da The Guardian spørger på BTs foranledning om Andreas Christensen.

Det er dog ikke usandsynligt, at Chelsea i næste sæson vil leje Andreas Christensen ud, så den unge forsvarsspiller kan udvikle sig med fast spilletid på et højere internationalt niveau.

Andreas Christensen har kun spillet på Chelseas førstehold i Liga Cup-kampen mod Shrewsbury Town i denne sæson, hvor han gjorde en god figur og fik bedste Chelsea-karakterer i de lokale medier.

Der er stor interesse for Andreas Christensen fra både udenlandske og engelske klubber for at hente ham på en lejeaftale. Både Bundesliga-klubber, franske klubber og Championship-klubber er inde i billedet.

»Der er altid masser af interesse for vores unge spillere, og nogle gange kan vi godt se en fornuft i at give dem fast spilletid et sted, hvor de så kommer mere udviklet og modnet tilbage til vores trup,« forklarer Steve Holland om Chelseas tanker.

Det er usikkert, hvorvidt Andreas Christensen selv ønsker at spille fast på et lejemål eller helst vil lære fra Chelseas megastjerner i den daglige træning. Men i sidste ende er det José Mourinho, der bestemmer. For Chelsea er det vigtigt med unge egenudviklede spillere i truppen grundet UEFA-regler om et minimumskrav af egne talenter i førsteholdstruppen. Chelsea hentede »AC« som 16-årig i Brøndby.

Der er udsigt til en ny kamp for Chelseas førstehold på tirsdag, når holdet møder Derby i kvartfinalen i Liga Cup’en.