Chelsea har haft en miserabel start på sæsonen og ligger kun to point over nedrykningsstregen i Premier League. Men manager Jose Mourinho føler stadig, han er den rette mand til jobbet i Chelsea.

»Det er de værste resultater nogensinde i min karriere, men jeg er komfortabel med situationen.«

Sådan sagde Jose Mourinho til Sky Sports efter Chelsea havde tabt 1-3 til Everton - det tredje nederlag på blot fem kampe, hvilket rækker til en skuffende 17. plads med to point ned til nedrykning. Den skrækkelige start for sidste års engelske mestre har fået kritikken til at hagle ned over den portugiske manager, men han tager tilsyneladende situation med ro. Han fortæller til britiske Sky Sports, at det er ren lykke at gå på arbejde hver dag, og at han er den rette mand i Chelsea:

»Jeg tror ikke, der er en bedre manager end mig til at gøre mit job. Jeg er den rette mand til jobbet. Jeg har gjort så mange gode ting for Chelsea. Nu er jeg manden med de dårlige resultater, men giv mig ansvaret, og jeg vil rette op på det her,« siger Jose Mourinho til Sky Sports.

På spørgsmålet om, hvorvidt portugiseren føler presset tynge i Chelsea i øjeblikket, svarer han, at flygtninge føler sig presset lige nu - ikke ham. Jose Mourinhos næste mulighed for at vende situationen i Chelsea er i London-derbyet på Stamford Bridge mod rivalerne i Arsenal.