Fuld støtte til Zlatan Ibrahimovic - uanset hans beslutning om fremtiden.

José Mourinho støtter Zlatan Ibrahimovic lige meget hvad. Også selvom svenskeren vælger at forlade Manchester United efter sæsonen.

Ibrahimovic overvejer lige nu, om han skal benytte sig af optionen, der giver ham et år mere i United, men Mourinho kommer ikke til at presse ham.

»Jeg er rolig og venter på hans beslutning. Hvis han beslutter sig for at blive og er glad for det, er vi meget tilfredse. Hvis hans beslutning er at forlade os i forsøget på at finde en ny udfordring, er jeg glad på hans vegne,« siger José Mourinho i et eksklusivt interview, som bliver vist i programmet Soccer Saturday i weekenden.

»Han er (en stor del af vores succes i denne sæson), men mennesket er mere vigtigt end spilleren og holdet. Hvis hans beslutning er at skifte væk og forsøge at blive glad med sin familie og have en anden virkelig, må det være sådan.«

Et af de steder, som Zlatan Ibrahimovic kan overveje at søge lykken, er angiveligt i USA, hvor Los Angeles Galaxy skal være særdeles interesserede i at tilknytte svenskeren. Læs meget mere om den historie her.

Selv har hovedpersonen på 'zlatan'sk' manér tidligere udtalt til Manchester Evening News, at han aldrig forlader et job uden at have gjort det færdigt.

»Jeg er en person, som går ind i tingene med 200 procent, og jeg gør det, som jeg er god til. Jeg går ind, går efter 'the kill' og går ud igen. Og når jeg går ud, er der ingen klager,« lød det fra svenskeren for et par dage siden.

Endnu har han ikke truffet sin beslutning, fortalte han i samme forbindelse.

Zlatan Ibrahimovic kom til Manchester United fra PSG før sæsonen. Hans sidste sæson i Ligue 1 bød på 38 liga-scoringer i 31 kampe.

Tidligere har han spillet i Milan, Barcelona, Inter og Juventus.