På en drønvarm sommerdag fik Chelsea-fans fredag aften pludselig julelys i øjnene. London-klubben annoncerede nemlig, at den ivorianske angriber Didier Drogba vender tilbage til klubben på en etårig aftale.

Angriberen var op igennem 00erne publikumsfavorit på Stamford Bridge, og han nåede at spille 341 kampe og score 157 mål for klubben. Hans sidste Chelsea-scoring var nok også den vigtigste - udligningen i Champions League-finalen mod Bayern München i 2012. Chelsea vandt senere finalen efter en straffesparkskonkurrence, hvor Drogba scorede det sidste og afgørende mål.

Drogba skiftede efter Champions League-triumfen til kinesiske Shanghai Shenhua. Og året efter røg han til Galatasaray i Tyrkiet.

Om skiftet tilbage til Chelsea siger ivorianeren:

- Det var en let beslutning. Jeg kunne ikke afslå chancen for igen at arbejde med Jose (Mourinho, red). Alle kender det specielle forhold, jeg har til denne klub, som altid har føltes som et hjem for mig, siger 36-årige Drogba til Chelseas hjemmeside.

- Min sult efter at vinde er fortsat den samme, og jeg ser frem til muligheden for at hjælpe dette hold. Jeg er begejstret for det næste kapitel i min karriere.

Manager José Mourinho er begejstret for at få sin gamle nøglespiller, som portugiseren i 2004 hentede til Chelsea fra Marseille, tilbage.

- Han kommer, fordi han er en af de bedste angribere i Europa. Jeg kender hans personlighed meget godt, og jeg ved, at han ikke vil føle sig beskyttet af fortiden eller alt det, som han gjort for klubben tidligere. Han kommer med en indstilling om skabe mere historie, siger Mourinho til Chelseas hjemmeside.