Manageren er ikke helt tilfreds med sit mandskab, selv om Manchester United har vundet tre kampe i træk.

Manchester. José Mourinhos tid hos Manchester United startede lovende.

Så fulgte tre nederlag på stribe, men med torsdagens 1-0-sejr i Europa League mod ukrainske Zorya ser de røde ud til at være kommet tilbage på sporet. Det var holdets tredje sejr på en uge.

Manager Mourinho er dog ikke overbevist om, at hans hold er i topform endnu.

- Først en uge med tre nederlag og nu en uge med tre sejre. Jeg var ikke deprimeret over de tre nederlag, men jeg er heller ikke overdrevet lykkelig for de tre sejre, siger manageren efter kampen ifølge nyhedsbureauet AFP.

Zlatan Ibrahimovic var på pletten for Manchester United, da han scorede kampens eneste mål efter 69 minutter. Det var en tiltrængt sejr for holdet, der havde tabt sæsonens første Europa League-kamp mod Feyenoord.

- Det var en svær sejr. De var godt organiseret, og de havde rigeligt med spillere bag bolden. Samtidig var de klar til at slå kontra. Det var svært, for vi skulle vinde, siger Mourinho.

Det var ikke det mest flydende spil, som publikum på Old Trafford kunne se torsdag aften.

Farligst var Zlatan Ibrahimovic, der flere gange var tæt på at komme frem til scoring og unge Marcus Rashford, som bragede et forsøg mod overliggeren.

- Vi havde vores chancer i første halvleg. Vi kunne have scoret, og det havde gjort det til en helt anden kamp, siger José Mourinho.

Wayne Rooney var ligesom i Premier League-kampen mod Leicester i lørdags blevet anbragt på bænken. Men efter 65 minutter kom den kriseramte stjerne på banen i et forsøg på at skabe uro i Zoryas bagkæde.

Og det var præcis det, der skete, da hjemmeholdet få minutter senere scorede målet. Rooney ramte en bold skævt, og den hoppede videre til Zlatan Ibrahimovic, der let kunne heade den i mål.

Med tre point rykker United op på siden af Feyenoord, der i den samtidige kamp tabte til Fenerbahce i Istanbul. Tyrkerne fører puljen med fire point.

/ritzau/