José Mourinho droppede Wayne Rooney i startopstillingen mod Leicester, og det viste sig som en klog beslutning, da et sprudlende Manchester United-hold nedlagde mestrene med 4-1

Duer ikke. På bænken. Sat af.

Den største historie i lørdagens Premier League-kampe mellem Manchester United og Leicester var ikke, at ’The Red Devils’ sejrede med 4-1 over de forsvarende mestre. Bevares, resultatet kom som et kærkomment bevis på, at der ikke er krise i Manchester United efter to Premier League-nederlag i træk og en halvsløj indsats ude mod Feyenoord i Europa League, men det mest bemærkelsesværdige må siges at være José Mourinhos disposition i offensiven.

Portugiseren droppede Wayne Rooney!

Dén Wayne Rooney, som har spillet 12 år som fast mand i klubben. Dén Wayne Rooney, som har scoret 179 Premier League-mål for Manchester United i 373 kampe. Dén Wayne Rooney, som har været et ikon i klubben nærmest lige siden sin ankomst og begyndt på banen i Manchester Uniteds første fem kampe i Premier League i denne sæson.

I England havde mange set det komme, for Wayne Rooney har været ved siden af sig selv på den centrale position bag Zlatan Ibrahimovic, men José Mourinho luftede ingen kritik af sin anfører, da han blev stillet det helt uundgåelige spørgsmål om, hvorfor han havde vraget Rooney.

»Jeg vidste, at spørgsmålet ville komme, men jeg synes, at spørgsmålet i højere grad skulle handle om (Jesse) Lingard og (Marcus) Rashford )der startede inde mod Leiecster, red.). De er hurtige, og det er vigtigt i en kamp som den her,« sagde Mourinho til Sky Sports.

 
Det ligner et United-hold fra de gode gamle dage, som i øjeblikket kører Leicester midtover på Old Trafford.
Vis mere

Intervieweren lod dog ikke Mourinho slippe så let fra Rooney-spørgsmålene.

»Det kommer an på, hvordan du anskuer det,« fortsatte Mourinho.

»Det sidste, som jeg vil, er at såre spillerne eller at skabe negative situationer for dem. Under normale omstændigheder, med normaler medier, i et normalt fodboldland, vil jeg sige, at det er normalt (at bænke Rooney, red.), når man har 23 spillere i truppen. Vi har en ny kamp torsdag (i Europa League, red.). Nu hvor Rooney ikke spillede i dag, betyder det, at han spiller i den næste. Han er en stor spiller for mig, klubben og England. Han er ’my man’, jeg stoler fuldt ud på ham. Han er glad.«

José Mourinho er kendt som en mand, der ikke er bleg for at svinge øksen. Over nogen. Det fik Rooneys holdkammerat, Juan Mata, også at føle, da portugiseren trænede ham i Chelsea og frøs spanieren ud, og derfor var det også en anelse paradoksalt, at det netop er Mata, som skal tilskrives en stor del af æren for den overbevisende sejr over Leicester.

Ganske vidst indledte Chris Smalling opgøret ved at score efter et hjørnespark, men det var Mata, der fik chancen fra start i første Premier League-kamp i næsten en måned, som køligt prikkede Manchester United på 2-0 mod en flok statister i Leicester-forsvar uden den skadede Kasper Schmeichel i målet. Blot tre minutter senere sprudlede Mata igen med en godt set flad aflevering ind til Marcus Rashford.

Verdens dyreste fodboldspiller, Paul Pogba, cementerede United-sejren med sin scoring til 4-0 kort før pausen i et opgør, som også vil blive husket som kampen, hvor franskmanden for alvor stemplede ind.

 
United sprudler af kreativitet i eftermiddag og fører allerede 4-0 inden pausen!
Vis mere

Men det fjerner ikke fokus fra, at Mourinho bænkede sin anfører. En beslutning, der endte med at være lidt af et mesterværk.